Mors bisættelse !

Det er fredag morgen kl 6 ca, d 29 november 2024, der skal være bisættelse kl 13, i Anna kirken, for min mor. 

Jeg sætter mig med en kop kaffe, kigger rundt i min mors lejlighed, den virker tom

Kigger på hendes hospital seng, som fik sin plads henne ved vinduet, den er også tom, her er stille, meget stille, der mangler lyden fra hendes lydbog eller hendes stemme.

Kan ikke finde ud af om jeg magter den her dag, jeg er langt fra klar til at gi slip, det gik alt for hurtig.

Endelig kom hun tilbage i mit liv, men kun kort... Jeg mangler stadig mange svar på en masse ting.

Sidder og kigger ud i luften, har svært ved at rejse mig, tænker på det jeg bør gøre, gå i bad, lufte min hund, finde tøj frem.... Men jeg sidder fast som klistret til stolen, jeg er ikke rigtig ked, føler mig bare tom, der mangler noget... Føler mig en smule bitter, hvordan kunne hun bare dø nu, jeg mangler min bror at læne mig op af, savnet til min bror vokser, jeg har brug for ham. Men jeg har også brug for min mor bare lidt endnu.

Endelig står Bamm Bamm op, vi går en tur... Det var godt med lidt luft, har ikke lyst til turen skal stop, men jeg er nødt til det, skal jo i bad, finde ting frem jeg skal ha med... Hvad var det nu jeg sku ha med ?

Nårh ja jeg skal ha roserne, noget til min nevø, gammel dansk og plastik glas.

Jeg kommer endelig i bad, får fundet tøjet frem... Min telefon ringer, min veninde, årh hvor dejligt, hun ville bare tjekke op på mig, men på den gode måde, hun forstår mig og bekymre sig for mig. 

Mens vi snakker kommer jeg i tøjet og får pakket det jeg skal ha med.

Så kommer beskeden min storesøster og hendes mand er på vej, så nu er det nu, puha... Jeg tager det jeg skal ha med og går ned til min bil, hvor kistepynten er og venter på de samler mig op.

Vi får puttet i bilen og begynder at køre... tankerne køre nu med, mon du kan læse din tale, mon du kan få roserne pæne i kirkens små vaser, mon jeg kan få kistepynten til at sidde fast, er kistepynten pæn nok, er talen god nok....

Vi kommer til kirken, det første jeg tænker, så er du her igen... min brors bisættelse går igennem mit hoved. Kigger op ad kirkegulvet, der står min mor oppe for enden, er stadig bare tom, kan godt mærke at jeg begynder at blive trist, men det er jo også i dag jeg skal sige farvel....

Jeg går op imod kisten bliver mødt af en dame som nok arbejder i kirken, hun spørg om jeg har kistepynten og jeg siger ja.

Min storesøster bliver skidt og får en sofa at lig sig lidt på inde i præstens rum. 

Jeg starter på kistepynten, men vil ha min søster er med til at sætte den på, så jeg går ind efter hende og hun har det heldigvis noget bedre.

Vi får sat den på og pyntet kirken med nogle af roserne, det blev faktisk okay, i hvert fald min mors ånd. 

Damen der arbejder i kirken fortæller bedemand/damen at det er ikk som det plejer, det er besværligt i dag, for der er en som ikke vil ha kisten bliver kørt ud.... Jeg vender mig om og siger "ja det er mig som er besværlig", hun stivner lidt i blikket, jeg fortsætter "jeg går ikke ud af kirken uden min mor, jeg følger min mor ud". Damen var tavs, bedemand/dame siger meget pænt "det er også det mest rigtige". 

Jeg tænker "ja, præsten har selv sagt det er ikke værdigt at se kisten bliver kørt ud, så skal hun sq da slet ikke køres ud".

Vi står pænt oppe ved døren og tager imod, altså min søster og jeg.... men så kommer der 3 personer ind, den ene kigger ondt på mig, jeg kan mærke vreden vokser i mig.... Min tomhed og tristhed forsvandt i vreden... Hvad fanden bilder de sig ind, de sagde at de passede på min mor, det var jo lyv ! (Det er en historie for sig selv) 

Det hele går i gang, præsten taler, der bliver sunget.... nu er det nu, min søster skal holde sin tale, shit det er mig bagefter... Min storesøster gjorde det godt, svær at høre fordi hun græd, men stadig godt... Der kommer musik, mine nevøer siger så sødt du kan godt ! puha jeg skal op og stå nu, bare jeg ikke knækker, de skal høre den... Jeg går igang med min tale, jeg ryster over hele kroppen og har kvalme, men jeg får den læst op, hele talen.

Bisættelsen slutter, vi bære min mor ned ad gangen i kirken, får hende sat på vognen så hun kommer ned med elevator, hvor vi tager imod hende og får hende i rustvognen.

Jeg føler at jeg skal græde... jeg er ked nu, meget ked, men der kommer ingen tåre, de vil ikke frem, måske jeg har grædt det jeg skulle igår, måske kommer der flere tåre senere. Hvem ved ?

Vi slutter af med kaffe og kage, med familie som vi ikke har set længe, meget længe og de nærmeste af min mors veninder, ærligt så var det ret hyggeligt. 

Camilla Ryding