Første skue med Aura

Der er ALTID sååå meget der skal gøres, dagen før, så meget at man nogle gange tænker "hold kæft jeg gider ikke"... Men man gør det alligevel, for det er altid rart at komme af sted... 

Lørdag morgen ringer vækkeuret... Vi skal op og lige gøre det sidste, inden vi køre... Kunne mærke at lysten var der ikke som den plejer... Mange andre ting fylder... Mange tanker... "vi har ikke fået trænet endnu"... "gemmer jeg mig virkelig bag mine hunde"... "ny psykiater samtale på mandag, ikke igen"... "Er Aura ordnet godt nok, burde ha klippet hendes poter"... "måske jeg bare skal vende om"... Sådan fortsætter mine tanker... Normalt glæder jeg mig... Elsker det... Det er jo ren hygge og socialt samvær... Det var virkelig underligt

Vi kommer endelig frem, turen varede en evighed, selvom den faktisk kun varede 55 minutter... Aura bliver luftet lidt af, så vi kan finde alt det frem vi skal ha med ind... Vogn med bord, hendes beautyboks, min taske, mit skifte tøj og stol... Endelig kommer vi ind... Jeg går pænt hen og hilser på et par mennesker, altid dejligt at se dem, de er altid glade og møder en med et stort smil... Jeg finder en plads og får sat vores ting, lidt væk fra alle, jeg tager Aura ud af vognen og gå lidt rundt med hende derinde... Åhhh nej !!! Hun er trykket derinde, tankerne begynder igen... "pis, pis,pis"... "skal vi tag hjem"... "det er også din egen skyld, du har ikke trænet"... Men vi fortsætter med at gå lidt rundt på de røde tæpper... Sætter hende op på bordet, får hjælp til lige at se hendes tænder af en dem nævnt ovenover... Ja jeg bliver også drillet lidt, fordi min hund ikke er trænet, med et kæmpe smil og ja jeg forstår dem godt, de ved af alle at jeg nogle gange underviser andre med at gøre deres hund klar til show... Der bliver sagt "Det skal nok gå Camilla, det har du styr på inden du skal ind i ringen"... Og jeg tænkte "ikke i dag"... En rigtig sød veninde skriver "held og lykke", sjovt det varmer altid når hun skriver, tror endda hun kan skrive jeg er dum og det stadig varmer. En anden rigtig sød veninde skriver "vi ses om 1 time"... Jeg bliver helt lettet, første gang jeg nogensinde har følt mig så alene på et skue også selvom jeg kender mange der er der... Jeg går hen til min plads igen, så jeg kan prøve at hjælpe min lille lady bug, ny besked kommer ind... "tid til psykiater samtale mandag kl 10.15", mit hovedet bliver fyldt op igen... "åhh nej jeg skal fortælle min historie igen"... "hun kender mig ikke"... "ja forfra igen Camilla"... Får tåre i øjenkrogene... Jeg vælger at gå lidt ud med Aura, jeg skal ha luft, lidt væk fra det hele... Hiver mig selv lidt nakken, jeg må tag mig sammen, så jeg kan komme tilbage til min hverdag og de ting jeg elsker... 

Jeg får tøet Aura op med lidt leg og op på bordet med en masse godbidder, så hun kan sidde stille og roligt og kig rundt... Og ja det hjalp ! Heldigvis ! 

Min veninde kommer... Åhhh det er dejligt, tænk hun kom for min skyld... For hun skulle ikke selv stille... Jeg bliver varm indeni og trygheden kommer tilbage, føler mig ikke alene, selvom jeg ikke var alene... Det var bare skønt hun kom... Hun hjælper lidt med Aura, pludre lidt med mig og får mig til at tro på det skal nok gå i dag... Og ja hun fik ret !!! Har hun faktisk ret tit, altså ret... Løbende kommer folk hen og hilser, viser mig deres hunde, snakker, smiler, fortæller det er dejligt at se mig... Jeg smiler og svarer, men kan mærke at jeg er der ikke som jeg plejer... Det var nu stadig rart at se alle de mennesker...

Tiden går med at gøre både hund og jeg klar... Ved den dommer vi skal ind til er hård og deler ikke ud af præmier... Også selvom det er hvalpeklasse... Så var ret sikker på vi ikke blev nummer 1 og tænkte "f**k det, hun skal bare ha det sjovt... 

Vi bliver kaldt ind... Jeg skal gå først med Aura... Så vi går rundt i vores firkant, Aura vil snuse, så jeg må ned og hente hende op flere gange... Sætter hende op på bordet som jeg pænt bliver bedt om, Jubiiii Aura lader ham se sine tænder og logre og står endda pænt !!! Aura skal så ned imens han fortæller skriveren hvad han syntes om Aura, jeg lytter ikke efter, for knokler med at få Aura til at stå pænt og stille imens han bedømmer hende, venter på vi skal gå alene... Men det skal vi ikke, hun skal bare stå der i laaaang tid, ja 5 minutter er lang tid og føles som en evighed... Det er den andens tur, så sætter mig ned til Aura på sidelinjen og leger lidt med hende imens vi venter... Den anden bliver færdig og stiller sig bag mig, som han skal... De skal stå pænt igen... Sidste chance for at vinde... Dommeren kommer hen til mig og giver mig hånden og siger "tilykke, i er nummer 1", jeg svare "tak", kan mærke jeg jubler indeni, så stolt af min lille hund som lige er fyldt 6 mdr... Hun gjorde det sq !!! 

Så nu skal vi bare vente... Til alle de andre hunde er færdige... Som tiden går lidt bliver jeg mere mig selv og har lyst til at være der, hygger mig rent faktisk også... Vel viden om hvad jeg skal på mandag... Rykker mig hen til de andre, får endda nogle billige grin med de andre... Tiden går og vi skal ind igen, Aura har sovet men kan godt mærke hun er træt, så vi fjoller lidt inden vi skal ind, får lidt stress for min børste er væk (Jep helt væk !), jeg forstår det ikke for den lå klar på mit bord, men må ordne hende så godt jeg kan uden... Aura går som en drøm ind i storring, med en holdning der lyser af "her er jeg"... Men stå ville hun ikke, i hvert fald ikke stille, hun ville se det hele nu og jag hun får lov, for ville ikke presse hende for meget da det er hendes første gang... Så vi ryger ud, men min stolthed af hende er ikke væk, syntes hun havde taget hele dagen så cool... Og ja vi skal til at træne lidt... Så tog hjem med den største stolthed af min lille lady bug... 

Beskeder kommer med tilykke ind i min messenger... Min skønne veninde ringer endda, med den stolteste stemme, for at sige tillykke... Tænk at de havde holdt øje med os, altså hvordan det gik os... Jeg bliver varm indeni, at så mange faktisk tænkte på os... Nok også bekymrede sig om mig... Ja jeg er faktisk ret så heldig ! (det er ingen hemmelighed at jeg endelig har bedt om hjælp ved lægen)

Jeg kommer hjem, smider mig sofaen med mine 2 skønne hunde, som jeg ikke vil være foruden, elsker dem, nyder dem, nyder min hobbyér med dem, selvom jeg har fået skyld for at gemme mig i mine hunde, men pyt, for så gemmer alle mennesker sig jo i noget, hvis man har en hobby/sport... Og jeg var bestemt nødt til at prale af min lille lady bug, både på instagram og facebook, hvordan ville jeg kunne lade være... Det var svært ikke at prale, kunne næsten ikke få armene ned... Jeg var fyldt op med glæde, tænk at de 2 skønne veninder bakkede mig så meget op, for at jeg kom i gang igen med det jeg holder af, jeg skylder dem så mange tak og taknemlighed... De er de skønneste !!! 

Camilla Ryding