Min Storesøsters Bog !
Min storesøster kommer til mig nogle år efter min brors død, fortæller hun vil lave en bog !
Jeg er flyttet til Jylland, sluppet mit liv på Nørrebro... Flyttet for at få en frisk start og være anonym.
Ikke længere hende med den frygtelige far eller hende der havde mistet sin bror eller hende som sin mor havde vendt ryggen.
Min storesøster fortæller at det har hun brug for, den skal handle om vores barndom... Jeg tænker ikke så meget over det i starten andet end hvis det kan hjælpe hende, så er det jo godt... Det var jo min far der gjorde hende ondt... Det har jeg jo hørt mange gange i mit liv.
Min søster lejer et hotelværelse i holstebro, hvor jeg skal komme og hun stiller en masse spørgsmål om min far og ting i min barndom... Jeg svare så godt jeg nu kan, men bagefter da jeg kommer hjem, får jeg kvalme, ubehag og kaster op... Ja alle følelser kom frem på ny, dem jeg havde lagt bag mig... Men jeg havde jo sagt ja.
Sådan bliver det i lang tid imens bogen bliver skrevet... Mit liv bliver bliver til en rutsjebane, igen.
Høre faktisk kun fra min storesøster når der er spørgsmål, som hun skal bruge til sin bog.
Tænker jeg må tag mig sammen, det kan jo hjælpe min storesøster, hun sagde hun havde brug for det !
Det var jo også min far der havde gjort hende ondt...
Jeg får lov at læse lidt undervejs.... Ikke sjovt at læse, i hvert fald ikke for mig. Men vælger at rose hende, for det jo sejt nok at skrive en bog.
Jeg havde jo også sagt "ja" i hvert fald til selve bogen.
Bogen skal til at udkomme, jeg får en opringning af min storesøster.... Hun vil gerne ha en politirapport, da hun i tidernes morgen meldte min far på mine vegne.... Jeg spørger "hvorfor", hvor hun svare at det skal BT bruge for at lave en anmeldelse, noget med rigtigheden i bogen... Jeg svarer "det forstår jeg ikke, det behøvede de ikke da det handlede om vores bror", men hun vil gerne ha den, siger pænt at det ved jeg ikke om jeg har lyst til, men vil godt se om jeg har den.... Jeg leder ikke efter den, orker ikke, vil ikke ha den ud i den store verden, bogen var nok for mig, mere end nok.
Men hun hørte ikke efter, hun hørte nemlig ikke mit lille "NEJ"... Min tillid til hende forsvandt... Faktisk på et splitsekund... Om den kommer igen nogensinde kommer jo helt an på hende, hvis hun viser jeg kan stole på hende. Har tit tænkt på om det steg hende til hovedet at lave den bog, blive set og hørt som hun aldrig har følt hun er blevet, men ved det af gode grunde ikke...
Min storesøster får en mail fra MIN lillesøsters mor (vi har samme far)... Jeg har aldrig set den, så ved egentlig kun det min storesøster fortæller og får nok aldrig lov... Min lillesøsters mor ønsker ikke at ha kontakt med mig længere og heller ikke min lillesøster, Hendes mor og min mor var blevet enige om den gang der ikke var sket mig noget. Ifølge hvad jeg har fået fortalt af min storesøster...
Jeg spørg min storesøster hvorfor hun ikke kontakter mig, da det handler om mig, det var jo noget jeg burde få lov at svare på.... Men fik et svar af min storesøster som jeg aldrig glemmer, nemlig " det er jo prisen for at træde frem"... Men hov jeg det var ikke mit ønske at træde frem, det var hendes, hende der havde brug for det...Sagde kun "ja" fordi hun havde brug for det og måske et håb om at ha min storesøster i mit liv. Og så lokkede det også lidt at det måske kunne hjælpe andre, men hvordan hjælper den andre ? Får andre incest ramte pengene så de kan få hjælp ? Eller ?
Jeg mistede også en hel del bekendtskaber... De kunne ikke se mig på samme måde, som før. Jeg blev igen til hende staklen, med den syge far...
Bogen dukker op alle steder, den får masser af reklame... Jeg var slet ikke blevet forberedt på det, ønskede jo bare at være anonym, slip min barndom... Få lov at leve normalt som alle andre...
Jeg kommer til Sjælland hvor hun holder sin udgivelse... Bliver faktisk samlet op af hendes kusine...
Jeg er ret stolt af min storesøster, hun har udgivet en bog, det er stort, sejt og ikke mindst flot.
Har det også okay med hun har brugt min historie, selvom jeg ikke kan se det glade i hendes bog.
Det er jo mit liv faktisk ! I hvert fald noget af det., for hun ved ikke det hele... Jeg var ikke anonym mere...
Hun siger og skriver hun har givet mig en stemme, men det er jo ikke min stemme, det er hendes stemme der fortæller mine ord... Men tænker pyt !
Jeg fortæller min storesøster at jeg ikke kan finde den politirapport, meget nemmere, det giver nemlig ingen bøvl, tænkte jeg... Og bare tanken om BT skal ha den, giver mig kvalme. Tænker jeg sagde "ja" til du måtte skrive en bog, ikke det her... Sagde jeg IKKE ville ud offentlig !
Så jeg siger det til hende... Hun svare "Det skal du ikke tænke på vi har søgt aktindsigt"... Endda med en glad stemme. Jeg bliver tavs og kan mærke hele min krop bliver mærkelig og svare "ok"... Ordene i mit hovede vokser "men jeg sagde jeg ikke havde lyst", men kan ikke få dem sagt, hun er jo så glad og stolt lige nu... Og forståeligt nok, hun havde udgivet sin første bog !
Der er lang vej hjem, for jeg skal smile hele vejen hjem... Lad som intet er sket... Lad som om jeg er ok... Også selvom jeg var stolt af min storesøster... Men okay, var jeg bestemt ikke....
Ville ha kontakte organisationen "Spor" da jeg kom hjem, de måtte jo kunne hjælpe mig lidt i al det her... Går ind på deres facebook side, men ser så "bogen" er der, min storesøster reklamer for sig selv med en video, spørg om den er okay... Folk roser hende, fair nok hun har jo skrevet en bog, som jeg selv den dag idag syntes er fedt... Jeg kigger lidt mere, de har bestilt et foredrag med min storesøster... Så jeg kan ikke spørge der, vil jo heller ikke ødelægge noget for hende.
Jeg spørg så en veninde til råds, som fortæller mig at jeg skal snak med en advokat om den aktindsigt... Så vi tager til Herning og får gratis advokat rådgivning.
Jeg tager bogen med, for at vise hende hvad det handler om... Advokaten spørg om jeg har nogen sinde har sat en underskrift, hvor jeg svare "nej". Hvor advokaten undre sig, da det er meget tydeligt det er mig der er i bogen... Mit kælenavn "mille" bliver brugt, det har jeg altid været vant til og glad for. Må tilstå det er jeg ikke længere. Det løber mig koldt ned af ryggen når det bliver sagt.
Advokaten fortæller mig at jeg skal sende en mail til politiet, at jeg ønsker aktindsigt i den rapport så jeg kan læse den igennem inden den skal offentliggøres. Advokaten fortæller at jeg også skal gøre skriveforlaget opmærksom på at de ikke har min underskrift nogen steder og at jeg kun har sagt "ja" til bogen og ikke det rundt om som foredrag der omhandler mig (egentlig også kun mig der kan svare for mig selv) og at min politirapport bliver offentliggjort... Det var svært for mig, ville jo godt gi min storesøster det hun havde brug for, men jeg ville jo heller ikke havde overskredet alle mine grænser... Et "nej" er jo et "nej"... Eller er det ?
Jeg bliver syg ved tanken om den rapport kommer ud... Får kvalme, går i stå, kan ikke spise uden at kaste op.... Jeg har en masse tanker... Forstår hun ikke at det er mit liv, jeg har børn at tænke på, hvad har hun gang i, forstår hun ikke andres grænser, hun burde kende til grænser...
Jeg vælger efter at ha sovet på det og tænkt lidt i løbet af dagen at skrive de mails... Jeg kan nemlig stadig ikke bære tanken om den rapport skal ud i verden med mindre det er mig selv der gør det og i mit tempo, altså den dag jeg er klar, hvis jeg bliver klar...
Der går et par dage, politiet ringer til mig... De spørg pænt hvad det handler om, jeg fortæller min storesøster vil ha rapporten til BT, så jeg vil meget gerne læse den igennem inde, for kan ikke huske hvor meget der står i den, inden den bliver givet til BT og frygten for den bliver offentliggjort. Politiet fortæller mig at det må hun ikke uden min tilladelse, men at hun vil gi min storesøster afslag, men også mig, nu må ingen få den ! Så jeg vil aldrig kunne få lov at læse den igennem, med mindre jeg kigger efter den herhjemme, for ved jeg har den et sted.
Jeg får sendt en mail til dem som har udgivet bogen... At de ikke har min underskrift og jeg ikke har sagt "ja" til andet end selve bogen selvfølgelig.... At jeg ikke ønsker under nogen omstændigheder at politianmeldelsen bliver brugt uden mit samtykke, uanset formål... Og at jeg ikke forstår formålet med at bruge den, da det jo er en roman der er skrevet.
Jeg får et svar... Det er ikke dem der har med det at gøre, men en avis der har efterspurgt den, som de forstår på min storesøster og hende der står for at promovere bogen. Og at min storesøster respektere mit ønske... Endelig !!!
Jeg får nogle dage efter en mail fra min storesøster, med et lille surt opstød, "du havde ikke behøvet at kontakte skriveforlaget".... Hmm tænker jeg, du høre jo ikke mit "NEJ"... "Du trumler bare derud af"... Jeg bliver både vred, skuffet og ked af det... Min søster svare at det er hendes mand der var lige hurtig nok på aftrækkeren, men jeg ved at det kan han ikke gøre uden hende og slet ikke uden hendes "JA"....
Mine tanker køre lidt rundt, skulle jeg bare ha givet hende lov, skal jeg lede efter den ? Men kvalmen vokser bare ved tanken om hun skulle ha min politirapport, måske hende der har meldt det, men det er sq da mit liv!!! Hvordan kan min storesøster af ALLE overskride min grænser ??? Hvad med hun spørger hvordan jeg har det, altså bare helt almindeligt ? Hvordan jeg har det efter bogen er kommet ud ? Hvordan fanden kunne du bruge det billede på forsiden af bogen, det er sq da min far der har taget billedet ?
Jeg har gemt mine mails, bare så jeg altid kan huske på at det godt kan betale sig at sige fra, kæmpe og huske sine egne grænser.
Kunne se min storesøster stadig holdte foredrag... Gad godt vide om hun fortæller at jeg har trukket mig fordi hun overskred min grænse ? Om hun husker mine følelser ? Om hun fortæller at jeg nåede at bo alene med min far 1,5-2 år inden hun fortalte vores mor det ?
Har aldrig hørt hendes foredrag, ville gerne, men blev aldrig spurgt, faktisk aldrig spurgt om noget rundt om bogen...
Fik besked på at tælle alle siderne der omhandler "sommerfuglen" til behandling, det gjorde jeg, 142 sider blev det til ud af 233... Forstod ikke meningen før jeg kom igen... Da jeg spurgte, svarede hun "jeg tror det er din historie"
Jeg mistede kontakten med min storesøster hurtig efter udgivelsen, jeg trak mig, fordi jeg ikke magtede at få overtrådt mine grænser, magtede ikke at kæmpe, havde nok i at kæmpe med det hele der var kommet frem og mine egne følelser der var kommet frem igen... Dem stod jeg alene med, for hvem kunne hjælpe mig udover mig selv, havde ikke råd til hjælp udefra, da jeg var i praktik igennem kommunen i håb om flexjob. Ca. 3 år efter kunne jeg få hjælp, der havde jeg råd. Og nej, min storesøster kontaktede heller ikke mig...
Jeg holder utrolig meget af min storesøster, det vil jeg altid gøre... Så meget at jeg ville gi hende en ny nyre hvis jeg kunne, uden at tøve.
Men give hende lov til at skrive om mine oplevelser, følelser og viden, får hun aldrig lov til igen, for nu kender jeg nemlig prisen for det.
Camilla Ryding