Min lillesøsters mor !

Hende kan jeg fortælle meget om og alligevel ingenting...

Hun var tit sur på mig den gang, når man ser det udefra, med ældre øjne forstår jeg hende faktisk godt. For hun så jo noget helt andet...

Jeg gik altid imellem min far og lillesøster, kunne ikke lide min far legede med min lillesøster... Ja jeg havde mine grunde, gode grunde... Der var bare det, min lillesøsters mor kendte ikke mine grunde. 

Jeg var meget forkælet af min far, fik stort set alt hvad jeg pegede på, fik stort set altid min vilje...

Set fra hendes øjne var jeg et barn der ikke ville lade min far give opmærksomhed til hendes datter, altså groft set... En lille pige som ville havde al fars opmærksomhed... Jaloux på min lillesøster, når min far var i billedet... Blev belønnet for det...

Så ja jeg så hende som skrap i de 2 år ca vi boede sammen med hende.

Lige pludselig en dag, så var min lillesøster og hendes mor væk... Der blev aldrig talt om hvorfor vi var flyttet, jeg spurgte nu heller ikke, jeg var trods alt knap 10 år kun. 

Jeg var en meget stolt storesøster, min opgave var at passe på hende og være god ved hende, jeg var den store... Ikke den lille unge længere, men den store... En al for stor opgave, i det her tilfælde...

Min lillesøsters mor opdagede aldrig noget, af hvad jeg ved om... Jeg har aldrig spurgt hende ad, har heller ikke haft lyst efter en telefonsamtale med hende da jeg er omkring de 20 år. 

Min lillesøster skal på besøg hos vores far... Hendes mor ringede og spurgte mig om han havde rørt min lillesøster nogensinde... Jeg svarer " det ved jeg ikke, men tror det ikke", min lillesøster kom næsten aldrig og på det tidspunkt var min far gift med "min frelser" og hun var opmærksom... Min lillesøsters mor fortsætter samtalen lidt, da min lillesøster skal hjem til mig et par dage efter, jeg siger ja til hun må overnatte ved os... Så kom det, "Hvis der sker din lillesøster noget, vil det være din skyld"... Mit svar, var svært at gi, så det blev bare "JA"... Og røret bliver lagt på, hun siger dog min lillesøster glæder sig...

Det giver helt tåre i øjne at skrive... ja selv den dag idag...

Og sidder lige nu og tænker, hvordan kunne hun ikke se det... Hvordan kan hun sige det er min skyld, det er hende der sender min lillesøster hjem til min far... Hun er ca 12 år her... Kunne godt høre hendes panik i stemmen, men stadig ??? 

Når jeg var syg og kastede op... Ja så hjalp hun mig altid ud til toilettet for at gøre det færdigt og fandt gerne en spand til mig og jeg fik lov at lig på sofaen... Vartede mig op... Ja hun kunne også læse for mig, hjælpe mig med lektier og rette de basale ting, børn nu skal som bla sidde pænt når de spiser. Og endda være med til holde noget studentergilde for min storesøster...

Tænker tit lidt om min lillesøster ved nogle af de ting som er sket... Ved kun at jeg blev vendt ryggen efter min storesøsters bog... Måske gjorde sandheden for ondt ? Måske var det for svært ? Jeg har en ide om at bogen har ødelagt det fine glansbillede de havde om min far... Altså min opvækst... Syntes bare jeg fortjente den respekt at de fortalte mig det selv og ikke en mail til min storesøster (har aldrig fået lov at se den)...

Jeg vil aldrig kunne garantere der ikke er sket hende noget, men jeg prøvede, tog mine knobs for det og jeg stolede fuldt ud på at  "min frelser" også ville pas på hende og stop det med det samme, som hun gjorde for mig... 

Om min lillesøsters mor stadig lever, det ved jeg virkelig ikke... Jeg håber hun gør !

Og nej jeg hader hende ikke og heller ikke i dag... Skulle jeg hade alle dem som ikke så noget, ville listen aldrig ende og jeg ville aldrig været kommet videre... Men jeg var bestemt ikke glad for hende den gang, mest fordi hun ikke så mig og så hvad jeg egentlig "bare" prøvede på, i stedet for at skælde mig ud... Man skal bare huske hun så noget andet, desværre ! 

I dag er hun for mig, "bare" min lillesøsters mor... Ikke ondt ment, bare sådan det er... 

Camilla Ryding