Mine støttepæle !
Uha det er svært... Hvem var der og hvem var der ikke ?
Skal vist kun handle om dem der var en del af de gode minder ellers bliver den virkelig lang...
Jeg havde faktisk mange at læne mig op af da jeg var barn, rigtig mange gode voksne i mit liv, det kan nok undre mange, men jo det havde jeg, mange jeg kan tænke tilbage på, gode minder og smil !
Ja der var selvfølgelig min farmor og farfar...
Der var min bror (5 år ældre end mig), som gerne tog mig med alle steder hen... i parken, til sin far, i gården osv. Han legede med mig, lærte mig at stå på skøjter, trøstede mig og så var han der altid for mig uanset hvordan jeg havde det, behøvede aldrig at fortælle noget, han var der bare !
Der var min farbrors kone, hende besøgte vi meget, jeg elskede at komme i hendes hjem, der var altid tid til at jeg måtte lege med perler, bage, tegne og meget andet, selvom hun havde 5 børn...
Der var Gudmor og onkel A (min farmors moster og mand), der stod altid en lille skål med slik fremme når jeg kom, kunne få lige det jeg ville til aftensmad, der blev jeg altid nusset om mig og ja jeg var også forkælet, især når jeg var med ude og handle...
Der var min morbror og hans kone, de tog os på skøjtebane, legede med playmobil og togbaner, nogen gange var det leg med morbrors datter, når hun var der,...
Der var min polske papmor, hun var altid så omsorgsfuld og imødekommende, lige meget hvornår jeg kom også hvis jeg kom uanmeldt tog hun imod mig med åbne arme...
Der var min mor, det er næsten en selvfølge... Hun tog sig af mig, pjattede med mig, lærte mig ting osv i min barndom... Da jeg blev problembarnet og havde allermest brug for hende, kunne hun ikke være med og lyttede til fagfolk, desværre... Men jo jeg har mange gode barndomsminder med min mor og de kommer heldigvis igen senere i mit liv.
Der var 2 tanter og deres mænd, min farfars søster var den ene... Jeg kom ikke sådan hjemme hos dem, men de kom tit hos farmor og farfar... De var altid glade og hyggeligt selskab.
Der var en af min mors veninder, jeg døber hende veninde A, hun snakkede altid med en og var man ked var hun altid en som trøstede, man kunne også fjolle og pjatte med hende. Og så måtte man lufte hendes hund...
Ud over det var der selvfølgelig gode lære, dårlige lære osv
Så man kan nok undre sig over ingen opdagede noget....
Jeg var som sådan ikke noget problem barn, jeg hørte nemlig efter som alle andre børn da jeg var lille, jeg legede ligesom alle andre børn, grinede og græd ligesom alle andre børn, ja jeg var bare et simpel barn !
Problembarnet kom først da jeg blev teenager, som kroppen ændre sig og underlige følelser dukker op i mig og jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af... Og ikke mindst mit mislykkede forsøg på at fortælle min hemmelighed...
Tristhed uden at vide hvorfor, ubehag uden at vide hvorfor, føler mig grim uden at vide hvorfor, ønsker ikke at få bryster uden at vide hvorfor, følelsen af forkerte følelser, føler mig beskidt hele tiden uden at vide hvorfor... Altså mange følelser uden at ha nogen steder at gøre af dem eller forstå dem...
Jeg holdte på min hemmelighed, turde ikke at sige det til nogen... igen, selvom jeg ikke var bange for min far, kun for smerten han gav mig nogle gange...
Så hele min hemmelighed kom ud på en helt forkert måde, som at pjække, gemme ting, lyve for min mor, stikke af og til sidst stjæle fra min mor og hendes skolelærer kæreste...
En gang prøvede jeg at røbe min hemmelighed, faktisk til min mors skolelærer kæreste... Han var altid rolig også i hans stemme og jeg var sikker på han ville tro på mig og hjælpe mig... Så som 12 årig og en lille sjat, fortæller jeg ham "Jeg vil ikke hjem til far"... Han fortæller mig at det skal jeg, for det er fars weekend... Jeg begynder at små græde og siger "Må jeg ikke godt blive hjemme... jeg vil gerne blive her, jeg vil ikke ha sex med far"... Han kigger på mig og siger "Mille du må ikke lyve"... Jeg ryster på hovedet og græder... Han tager fat i begge mine arme meget hårdt og rusker mig imens han siger "du må ikke lyve, forstår du det"... Jeg nikker, min stemme er væk imens mine tårer triller ned af kinderne... Han fortsætter "Det passer ikke, du skal af sted og sådan er det"...
Min hemmelighed blev hemmelig igen !!! Og den umulige møgunge blev født !!!
Camilla Ryding