Processen i at lave min blog

Det var virkelig svært at komme igang... 

Men min psykolog har ret i nogle ting... Det hjælper at få skrevet det ned, det er nemmere end at blive ved med at tale om det... Ja tale om det samme, eller er det, det samme ?

Faktisk kommer flere ting op til overfladen også ting jeg aldrig har snakket om før. Men der kommer også spørgsmål, forargelse og undren, det skal man ikke tage fejl af...

Så er der endda kommet familie ind i mit liv igen... Lidt svært at håndtere, da det er uvant, men følelsen er fantastisk !!! 

Hvordan kunne så mange voksne ikke se det ?  Både skole, børnehave og familie ?

Havde det gjort mit liv bedre hvis de havde ?

Hvorfor turde jeg ikke fortælle nogen det ?

Hvor var mine søskende i det her, især min storesøster som selv var ude for noget (hendes historie at fortælle) ?

Hvad har jeg gjort min lillesøster ?

Ja mange spørgsmål, det opdagede jeg også sidst det var oppe at vende... Et spørgsmål giver bare ofte flere spørgsmål... Underligt nok, men det er som der er ingen ende er til svar !

Jeg tænker på min mor... Hun er næsten lige gået bort, faktisk det som har vækket det hele op til overfladen, i hvert fald alle de grimme følelser, men også de gode !

Vores samtaler og mine samtaler med min storesøster...

Jeg mærker svigten, følelserne af jeg er forkert, mine følelser som bliver gjort forkert, som om jeg ikke må føle det jeg gør, dårlig samvittighed, tomme ord... Ja selv tristheden kom sammen med glæde og had... 

Men jeg lærte noget om min mor især... Min mor har været ude for incest, hvor høj en grad ved jeg ikke og har ikke behov for at vide det... Ja så kan man hurtig tænke så burde hun har gjort mere og set mere. Men burde hun det ? Hun er fra en anden tid, den tid hvor det er barnets egen skyld, mere eller mindre... Hun har nok levet med det i over 65 år, det er længe... Meget længe... Aldrig få gjort noget ved det... Det må ikke være sjovt... Så i dag tænker jeg faktisk, ja der manglede hjælp, men ikke kun fra min mor... Men papmor, farmor, storesøster, skole og mange flere ! Og ikke at glemme da det kommer frem bor min mor sammen med en skolelærer... 

Måske er det ikke okay som mor at blive handlingslammet, det er ingens skyld, men livet som det er... Eller som det var... Min mor nåede heldigvis at sige "undskyld" og gi mig følelsen af jeg er "god" nok. Og ikke at glemme, min mor har sat sit praj i min barndom, hun var med til at give mig styrke, styrke til jeg kunne gøre noget ved mit, stærk nok til at kunne konfrontere min far, som 28 årig... Og det er hun selvfølgelig ikke alene om, men alle de gode voksne, som bedsteforældre, tanter og onkler, der var i mit liv, selvom de intet så. Men en storesøster som 18 årig får det op i hukommelsen, efterlader mig der alene, ja hos min far... I 2 år... Jeg var kun 10 år der. Hun vidste det, lod mig blive der, er det ikke svigt ? Tænk det lå begravet i min hukommelse... Og det fylder meget mere end min mor er gået bort, nemlig svigtet fra min storesøster... Min mors bo er ikke færdigt, min storesøster og jeg er ikke de bedste venner, men jeg kan ikke stole på hende,  løftet om at fortælle mig alt om den sidste process, forsvandt. Når jeg stejler... så kommer der beskeder som "der var ikke plads til mig", "jeg havde ikke mulighed for at detailplanlægge jeres samtaler" osv... puster til min samvittighed... Jeg ved godt min storesøster er syg og har fuld forståelse for det, men et løfte er et løfte... Og hun ville selv stå med lejligheden, der blev ikke gjort plads til mig fra hende af, det har været meget tydeligt også før min mors død... Stiller jeg spørgsmål, bliver det vendt til jeg er kontrollerende, tja måske... Det er vist en fortælling for sig selv... Men nej der er bare ingen tillid, af så mange grunde, helt fra barndommen af ! Og ja jeg er sq naiv nok til at håbe det har ændret sig hver gang... Men hun er min storesøster ! I min verden er hun jo ikke halvsøster og har aldrig været det...

Jeg har ikke haft samme opvækst som min storesøster og så er hun også 8 år ældre. Det skal man ikke glemme, hun har sin historie og jeg har min...

Sjovt nok så elsker jeg dem, faktisk utrolig højt... Vil altid gøre det.. Og det gør ikke følelserne nemmere, tværtimod ! 

Så ja mange ting kommer op og vende... Men har også fundet ud af hvor jeg er ved at skrive denne her blog.

Camilla Ryding