At sige farvel til min far !

Her er jeg 29 år gammel.

Min telefon ringer, jeg tager den ikke, der er ingen besked, tanker fylder med hvad vil min far.

Der går nogle dage den ringer igen og sådan fortsætter det i 1 måned, måske 2 endda. 

Der kommer en sms "Jeg skal tale med dig, det er vigtigt, Far"

Jeg svarer ikke, for han har ikke noget vigtigt at fortælle mig, tænker jeg. 

Og jeg orkede ikke at tale med ham, nu havde jeg jo endelig afskrevet ham for nogle år tilbage, så hvorfor rive det plaster af igen.

En dag ringer den med nogle numre jeg ikke kender, jeg tager den ikke, jeg har ikke tid nu, men der er nogle beskeder jeg skal lytte til.... Jeg lytter, det er min onkel... Han siger min far er syg og ligger på hospitalet. Jeg lader det ligge, det er min far... tankerne er der, hvad kommer det mig ved, jeg vil ikke se min far, puha bare han ikke er syg osv. 

En dag tager jeg endelig min telefon, det er min tante, hun beder mig om at tag på hospitalet og besøge min far, hun vil ikke havde jeg fortryder det en dag.

Efter jeg har talt med min tante, tja hun siger jo jeg skal, så må hellere... men hvad vil han og hvad skal jeg sige til ham. Jeg har jo ikke noget at tale med ham om længere. Sidst jeg så ham råbte jeg af ham, råbte faktisk at han var et svin, pædofil stodder og mange flere ting kom ud af i mund.

Der går nogle dage og jeg tager på Herlev hospital... Står længe udenfor hans stue, tør ikke at gå ind så jeg tager hjem igen, ingen ved jeg har været der, det er også bedst sådan.

Dagen efter tager jeg på Herlev Hospital igen, står udenfor hans stue, det vender i hele kroppen, jeg får kvalme og bliver svimmel. 

Det blev heller ikke den dag jeg gik ind på stuen

Tog hjem og åbnede en flaske vin, tænkte i morgen tager du dig sammen... Du skal ha det overstået.

Mange tanker og følelser farede rundt i mit hoved... Minder, frygt, sorg og glæde. Det hele var en stor blanding kunne slet ikke finde rundt i det.

Jeg ringer til min mor, vi snakker frem og tilbage... Min mor spørger om hun kan gøre noget for mig, jeg svarer, "nej det her må jeg klare selv"... Min mor beder mig om at få en til at tage med mig, så jeg ikke er alene...

Dagen efter får jeg en til at tage med mig... Bare tanken om det gav mig en form for tryghed.

Jeg står foran hans stue, døren er åben, shit, der er nogen derinde... Jeg kan ikke bare smutte.

Jeg kigger forsigtig ind, der står en af hans ekskoner, hende her er fra Thailand og en sygeplejerske. 

Hun siger ikke noget, ved faktisk ikke om hun kan dansk endnu, hun står pænt med en våd klud og tørre min fars ansigt. Tror ikke hun helt ved jeg står der.

Men hun vender sig om, hun smiler til mig og går ud.

Sygeplejersken er der også, hun fortæller min far han har besøg af sin datter fra Jylland... Det er ikke mig men min lillesøster, jeg siger ikke noget, stiller mig der hvor hun beder mig om at stå, for min far er lam i den ene side pga kraften.

Kigger på min far, der ligger i sengen og klynker lidt... Jeg får et lille chok... Han ligner slet ikke min far rigtig, han ligner rigtig meget min farmor, ja det var næsten som at se min farmor igen.

Jeg siger meget forsigtigt og stille "Far det er Camilla der er her", han høre mig ikke.

Kan høre min veninde og sygeplejersken taler sammen, hun fortæller jeg ikke er den datter hun tror jeg er. Sygeplejersken beder mig om at tale højere, så han kan høre mig.

Jeg siger igen men lidt højere "Far det er Camilla der er her", det høre min far...

Han åbner øjne og begynder at råbe... "Tilgiv mig, undskyld, tilgiv mig " samtidig med han får fat i min jakke, hvor han holder så hårdt fast at han næsten hiver mig forover... Jeg gik fuldstændig i panik og mine tåre pisker frem, samtidig med jeg råber "det kan jeg ikke, nej, gi slip, slip mig" 

Jeg løber ud af stuen og min veninde efter mig, hun kalder "Camilla vent, hvad sker der", men jeg løber ud af afdelingen, kan mærke døren luk efter mig og jeg sætter mig gulvet helt sammenkrøllet og mine tåre vælter stadig ned af kinderne, som om de slet ikke kunne stoppe igen.

Min veninde følger mig hjem og siger "Camilla du er nødt til at besøge ham igen, det her må du ikke tag med dig". Rigtig sødt af hende, ville så gerne fortælle hvad min far havde budt mig, kunne ikke få det sagt... Tror jeg må havde snakket sort for hende... Ender med hun snakker mig i søvn.

Næste morgen står jeg op og går i bad, imens jeg tænker lidt over hvad jeg skal. 

Da jeg står i badet mærker jeg en smerte i min brystkasse, jeg bliver bange, den smerte havde jeg aldrig prøvet før, den var stikkende, den gav smerte, den var ubehagelig, den var ny. Den gik væk igen af sig selv, heldigvis. Set i bakspejlet var det nok stress eller en form for angst.

Sidder i sofaen og tænker over min venindes ord, hun har ret, jeg skal derud igen... Jeg er nødt til det, for min egen skyld. Men ca 30 min efter ringer min telefon, jeg tager den denne gang, det er hverken min tante eller onkel... Det var Herlev Hospital der bad mig om at komme, for min far var død. 

Så stærkt gik det, fra jeg endelig fik taget mod til mig.

I dag kan jeg godt være ked af at jeg ikke tog af sted noget før, måske kunne jeg havde fået nogle svar, måske kunne jeg ikke, det finder jeg aldrig ud af.

Jeg valgte at holde hans begravelse, for det var det mest rigtige at gøre, gjorde det af respekt for min elskede farmor og MIN egen.

At gøre det, var meget blandet... jeg var lettet men også fyldt af sorg.

Prøvede faktisk at bestille en bjørneklo som kistepynt, glemmer aldrig blomsterhandlerens ansigtsudtryk. 

Jeg hadede ikke min far, han var en fantastisk far på så mange måder... Men jeg følte også foragt, væmmelse for min far, med det han havde budt mig igennem hele min barndom.

Men i det store hele, hjalp det mig rigtig meget da jeg ryddede hans lejlighed, fandt ting jeg nok ikke skulle finde, bla billeder af mig og andre, men det hjalp mig med at afslutte et kapitel i mit liv, jeg kunne bedre give slip, på hans overgreb, hemmelighederne, ingen grund til mere frygt.

Sku ikke mere tænke på om jeg mødte ham igen samtidig med jeg følte en stor sorg.

Mine venner og veninder var der for mig, men de forstod mig ikke, for de vidste ingenting.

Der kom lidt fra min fars side forbi da jeg tømte hans lejlighed, de tog lidt derfra som de ville ha og ja de fik lov. Det var hvad jeg egentlig så til dem.

Min lillesøster (samme far), vil ha billederne, altså hans fotografier og hans gamle kamera, så det sender jeg til hende, får dem ikke kigget igennem, har ikke overskud til det, for at være helt ærlig. Endelig har jeg taget mig sammen til at spørge om hun stadig har dem, for jeg brug for at se dem, jeg er klar nu... Endelig efter 20 år... Hun har smidt dem ud, alle sammen efter min storesøsters bog... Min farmor, tante, onkel osv var på de billeder... Den F**king bog !!!

Selv min storesøster (har ikke samme far) som er blevet krænket af min far ville ha nogle blomster malerier. Jeg ville ikke slippe dem helt, for de mindede mig om min elskede farmor og farfar, det eneste jeg har fra dem, så jeg sagde ja til hun måtte låne dem, imens jeg tænkte "hvorfor ?" Og nu har jeg endelig spurgt... Det har jeg ville gøre i mange år !

Det tænker jeg faktisk stadig, 20 år efter... Jeg undre mig, for hun hader ham jo, som er fair nok, men undre mig over at man så vil ha noget fra hans side af familien... Hun snakker aldrig sådan rigtig pænt om nogen af dem, gad vide om ikke hun snart er færdig med at låne dem, der er gået 20 år... Jeg har faktisk ikke selv noget fra min farmor og farfar, dem som betød alt for mig... De har været lånt ud meget længe da de stammer fra min oldemor, har hængt på min mors væg, min farmors og ikke mindst til sidst på min fars.

Min mor kom til begravelsen. Det bad jeg hende om, ikke for min skyld, men for mine børns... Jeg vidste nemlig ikke hvordan min reaktion ville være... Og det var godt hun kom, for min reaktion var lidt ved siden af sig selv... Spurgte faktisk højlydt hvordan de kunne rose ham så meget, da han ikke var andet end pædofil... Ikke så godt, for min halvlillesøster var der, den heldige af os, for hun boede langt væk fra vores far, så ham ikke særlig tit, hans nye kone var der altid, hende jeg passede på når jeg var der, hende jeg stadig den dag idag håber blev skånet...

Det der hjalp mig igennem, det var processen i at tømme hans hjem og andet var jeg ikke klar til på det tidspunkt. For følelser af sorg måtte jeg ikke havde, men sorgen var der. Ja jeg burde bare være lettet. Den løftede finger som jeg havde fået i mange år, din far er dum, du ved han er dum osv lå i mit baghovede.

Mine følelser er forkerte... Jeg må ikke være ked !!!.

Efter mange timers behandling, fandt jeg ud af at det var okay at føle sorg... Jeg havde trods alt mistet min far, for han var ikke kun "ond" men en far og den gode af slagsen. Så må man godt kalde mig naiv og meget andet.

Men en klog dame lærte mig at alle følelser er rigtige når de er der... Nogen gange er de blandet og det gør dem ikke forkerte, men dig menneskelig

Camilla Ryding