Min Skyldfølelsen !

Det kræver vist en lille forklaring...

Jeg er barnet til en mand som har misbrugt min storesøster... Desværre for mig brugte han ikke kun hende, men også mig. Jeg fik heldigvis 4 år af min barndom hos min mor uden smerte fra min far.

Sætninger er begyndt at komme sammen med barndomsminder... Ikke de bedste ! 

Hvorfor først nu ? Ja fordi det hele har lige været oppe og vende under min mors sygdomsforløb og død. Men fandt ud af den sidste tid, hun var faktisk ikke min største trigger, men skubbede det væk, med det kan ikke være rigtigt ! Og altid tænkt der kun lå noget ved min mor og far...

Ja det måtte være mig der var forkert på den... For alle følelserne havde været oppe og vende, tvivl, usikkerhed, uro, smerten, kontrol der blev vendt om, troen på mig selv, fordrejninger af ord og ikke mindst at ha forkerte følelser.

Min far flytter ud i 1979, jeg er 4 år her, da han var den der tjente mest, blev vi faktisk en smule fattige... Tja fogden kom nu også pga min far og hentede vores store lædermøbler... Nok også lidt mere... 

Mine søskende er noget ældre end mig, min bror 5 år og min storesøster 8 år... Så med hurtig udregning rammer det selvfølgelig min storesøster mest, da hun er ældst og forstår mere.

Min storesøster er mellem 9-11 år da det med min far sker over et spil kort (ikke mig der skal uddybe her), så kan i selv regne ud hvor gammel jeg er der...  Jeg er 12 år da jeg bliver hentet hos min far uden at vide hvorfor, nok nærmere 13 år da jeg får det ad vide, af min storesøster i vrede... "Det er også din fars skyld"... "Han har ødelagt alt"... " Det er hans skyld jeg er syg"...

Da jeg var lille var min storesøster meget efter mig... Jeg kunne komme "løbende" ned gennem vores lange gang mod min storesøster, så blev jeg skubbet ind i væggen... Jeg kunne sidde og lege med lidt legetøj, så tog hun det, skabte jeg mig, fik jeg en flad... Nogle gange tog hun det og kastede det væk, gud nåde og trøste hvis jeg ville hente det...

Og rigtig tit fik jeg sætninger med på vejen som... "Du kan bare tag hjem til din far"... "Du er altid i vejen"... "Gå op til din farmor"... "Jeg gider ikke at se på dig"... 

Ved ikke hvor mange gange min bror har reddet mig for en røvfuld... Men rigtig mange !!! Han stillede sig i vejen for min storesøster... Jeg tror virkelig hun hadede mig, for det min far havde gjort...

Opdagede vores mor det, blev min storesøster sur og gik på sit værelse og smækkede døren i... Og min mor sagde altid disse sætninger... "Pia har det jo ikke så godt"... "Vi skal huske at tage hensyn til Pia"... "Det er vigtigt Pia er glad"... "Pia har det svært"... (Skal lige siges min storesøster får sukkersyge).

En gang var vi ude og stå på skøjter, min storesøster skal hjælpe mig, da jeg ikke kan... Hun skubber mig væk, så jeg er ved at falde med hovedet ned i isen, min bror som var god til at stå på skøjter nåede at gribe mig... Min storesøster vender ryggen til og skøjter videre som om intet var sket... Og min bror skøjter med mig...

Jeg kastede en gang en bil efter min fætter, oppe ved min farmor... Jeg fik skæld ud med det samme, selvfølgelig måtte jeg ikke kaste legetøj efter ham... Sagde til min farmor "Hvorfor må jeg ikke når Storesøster må", der blev svaret meget vredt "Det må Storesøster heller ikke"... Samtalen mellem vores mor og min farmor, endte med min farmor rystede på hovedet og vores mor løftede på skulderne.

Selv med alt det her så jeg op til min storesøster... Så meget at da hun fjernede alt sit hår og efterlod en lille tot pandehår, som hun selv klippede... Ja så skulle jeg også lige prøve at klip i mit pandehår ligesom hendes tot... Tro mig det blev ikke kønt efter det blev rettet, tog lidt mere end pandehåret... Jeg gik med tørklæde i mindst 3 uger for ingen måtte se mit hår... 

Som årene går, så ændre det sig, men der er stadig sætninger og ligegyldighed... Ja selv den idag... 

Min storesøster flytter hjem til min far og da jeg er omkring 10 år, hun flytter hurtig igen, uden lyd... Hun er knap så sød, men sødere, svært andet da hun bor ved min far... Jeg gemmer hendes ting rundt omkring fordi jeg er bange for hun smutter igen, endelig er jeg ikke alene med min far... Og måske slipper jeg for min barnepige... 

Her er det gået op for min storesøster hvad min far har budt hende (det har jeg fået fortalt af hende), når jeg i dag tænker tilbage, hvordan kunne hun efterlade mig hos ham alene i 2 år ??? Ved godt hun kun var 18 år, men jeg var kun 10 år... Hun vidste hvad han kunne finde på overfor hende, hun skubbede væk at han kunne gøre mig noget, (udtalt til pressen af hende) da vores forhold var så kærligt... At finde ud af senere i voksenlivet (udtalt til pressen af hende), at hun blev presset af sin psykolog til at fortælle det til vores mor efter 2 år da jeg boede ved min far... Ikke af sig selv, shit det gør ondt at tænke selv den dag idag... Og selv her er det mig der har skyldfølelsen, jeg sagde jo ingenting...

Efter de 2 år bor jeg sammen med min storesøster igen, hjemme ved vores mor og hendes skolelærer kæreste... Jeg kender ikke vores mors kæreste, så ikke rigtig vores mor i den periode hvor hun var nyforelsket, troede det var derfor, men det var pga min storesøster ikke havde det godt... (fair nok, men burde de ikke bare ha hentet mig)... Men da de så henter mig, skal jeg bo et helt nyt sted, kender ikke nogen, skal køre i bus med vores mor hver morgen i 45 min for at komme ind til min skole... Så ja jeg savner min far, veninder, venner, farmor, farfar og alt det velkendte... 

Savnet af min far og alt det andet gjorde mig sur på min storesøster, for min far var jo bare dum og jeg måtte aldrig se ham igen !!! Og jeg forstod det ikke den gang, blev pænt spurgt om han havde gjort mig ondt... Og jeg svarede "NEJ", så lod man den ligge der, næsten (det er vist en blog for sig selv)... Så jeg måtte ikke føle det jeg gjorde... Men også her skulle jeg tage hensyn til min storesøster... Samme sætninger kom fra min mor og jeg skulle lade være med at skabe mig...

Jeg kommer på børnehjem/opholdssted... Spurgte min storesøster for et par måneder siden hvorfor mine søskende ikke besøgte mig... for det ikke skal være lyv svarede hun helt køligt "jeg troede du var hos din far, det var jeg jo vant til"... For mig kunne hun lige så godt sige... "Jeg var ligeglad"...

Min storesøster melder min far da jeg er 27 år (3 uger før jeg bliver 28)... Jeg sagde "ja", uden at være klar, jeg var langt fra klar... Mit liv var en ruin... Havde kun haft det i min hukommelse i knap 2 år for alvor og med kun få behandlinger... Men var jo nødt til det, for hun kunne ikke melde sin sag... Det var jo også min far... Og det var synd for hende... Min fars skyld hun var blevet syg som teenager... Min fars skyld hun ikke havde det godt... Var det ikke for mig, havde min far ikke været i hendes liv... Min skyld at det ikke blev ved mig... Skammen for hvad min far havde gjort... Skammen for at det var sket ved mig selv... Ender med at blive lukket med hjælp, fra min mor, bror og politiet. Hun har helt sikkert gjort det i god mening, men mest for hende, for jeg var langt fra klar, mere blev presset frem og jeg mistede det igen, vidste det var der, men kunne ikke få det ordentlig frem igen eller få det til at hænge sammen... Tro mig det har sneget sig ind efter nogle måneder under vores mors sygdom...

Min far dør, da jeg er 29 år... Min tante fra min fars side finder ud af jeg har været ude for "incest", ikke hvor slemt, ikke mange ved det... Hun siger... "Jeg husker du aldrig ville hjem, men troede det pga din storesøster"... Ja jeg fik et udbrud da de roste ham til kaffen efter bisættelsen...

Min bror dør, da jeg er 33 år... F**k det var hårdt !!! Jeg bliver kaldt til scanning samtidig, med mistanke om en hjernetumor... En mor der fortæller mig det er det forkerte barn der ligger der... Min mors eks skolelærer kæreste der ringer og slutter med jeg stadig er en møgunge... En storesøster der glemmer at fortælle mig at vi må komme og hente et minde fra ham... Ordret sagt for et par måneder siden, "familien fik jo lov at komme og se om der var noget de ville ha". Så ergo jeg var ikke familie der... 

Bogen kommer, da jeg er 42 år... Det er svært for mig... Siger "JA" af grunde som i ser ovenover, præcis som da hun ville anmelde.. Men også fordi min storesøster sagde hun havde brug for at skrive den... Jeg sender en mail om jeg ikke vil være med til de bruger anmeldelsen (havde sagt jeg ikke havde lyst) og jeg selv vil vælge, altså i min verden vil selv bruge min stemme, i mit tempo og efter mit valg... Sender faktisk også en mail til skriveforlaget... Jeg satte en grænse uden at blive lyttet til... Og hun af alle burde kende til grænser !

Vores mor dør november 2024, så jeg er 49 år her... Jeg kan høre hun ikke forstår, at jeg kan holde af vores mor, ha de følelser jeg har for vores mor... Men det har jeg... Vores mors ord svæver rundt i mig, for igen skulle der sørges for min storesøster var glad, skulle huske hun var syg, skulle huske hun havde haft det svært... Mine tanker kørte rundt, min storesøsters ord den anden vej... "Det er bare mors spil", da jeg er rigtig ked og ja det bliver jeg pga et armbånd (længere historie)... "Hun er ikke det værd"... Og så var der lille Camilla... Er det lige meget jeg er syg endnu en gang (har været det i knap 20 år) ? Hvorfor må jeg ikke være glad ? Min storesøster fik lov at ordne boet i vores mors lejligheden som ønsket og glemte alt om løfter og vendte det til jeg var ligeglad...

Da min psykolog fortalte mig jeg skulle gå hjem og tænke lidt over mit forhold til min storesøster, tænkte jeg "Hvorfor, hun har sq da intet gjort, sådan har det altid været"... Men så begyndte tankerne... Måske spiller hun egentlig en stor rolle alligevel... For da jeg snakker hende igen om vores mor, ikke lige med det samme... Men det kom snigende at jeg kunne jeg mærke usikkerheden, skylden, skammen og tvivlen på mig selv komme igen... Og hele tiden skubbede jeg den væk og over på min mor, lyttede til min storesøster... Der kunne oveni fortæller mig jeg ikke levede i virkeligheden, eller ikke altid havde gjort det... ligesom vores mor... Hvad ved hun om det ? Min virkelighed er ikke hendes, men MIN... Men det viste sig at vores mor fik ret med hendes sidste samtale med mig, desværre... 

Min storesøster har altid været on og off i mit liv... Skylden der har hængt på mig siden jeg var barn er en kæmpe sort sky med dårlig samvittighed, har jeg fundet ud... Så ja hun er min store trigger... Jeg får heller ikke lov at slippe den helt.. Tro mig, jeg forstår godt af alle at hun hader min far og jeg er glad for hun slap for at gå det samme igennem som jeg gjorde... Hun slap heldigvis for ret meget.. Også glad på hendes vegne at vi ikke har haft helt samme opvækst, da vores aldersforskel er stor og forskellige fædre... Jeg kan godt være noget misundelig over hun fik lov at bo ved vores mor helt til hun var 18 år... Ikke den perfekte mor, men langt bedre end min far !  Og JA jeg holder meget af min storesøster, selvom de dumme minder dækker de gode, men de må være der et eller andet sted ??? 

Det næste i det er... Jeg har ikke samme dårlige samvittighed længere, den kan skubbes til, men forsvinder igen, hvor jeg ender med at blive kold... Kan ikke tage imod længere, det var ikke mig der gjorde det... Mine tanker kan heller ikke vendes på samme måde længere, jeg lever nemlig i den virkelighed jeg er vokset op med og i... Som ikke er hendes, men MIN !  Og som hun ikke kender alt til, hun ved kun en lille brøkdel om min far og jeg... Da jeg mente det var ligegyldigt, for min far havde jo gjort hende ondt og det var vigtigere, det var jo MIN far... Da mit kommer lidt frem i lyset, bliver det tysset, jeg var fuld af lyv og får fortalt at jeg skal tænke på min storesøster... Og det har jeg gjort, stjal bla min fars tilståelse til hende hjemme ved min mor, da jeg tilfældigt fandt den, det var jo hendes i mine øjne... Og ja så holdte jeg mund... Fortæller min søster det hun skal bruge til sin bog, ikke mere... Orker ikke... Orker heller ikke samtaler med min storesøster om det længere, orker ikke det bliver vendt til hendes verden... 

Så min mor, farmor, farfar og bror er borte uden at vide hvad og hvor meget der er hændt... Og heller ikke min storesøster... Fordi min skyldfølelse, skam og troen på mig selv var for stor !

Camilla Ryding